Populær Solvang-præst siger farvel efter 37 år

Efter 37 år som sognepræst i Solvang kirke siger Jens Henrik Jakobsen farvel til Amager og goddag til en helt ny tilværelse som pensionist. Vi har talt med ham om den måske svære overgang til pensionisttilværelsen og om livet som præst i Urbanplanen gennem fire årtier

Når børn taler om, hvad de gerne vil være, vælger de alverdens ting: Elektriker, astronaut, politibetjent, sygeplejerske, måske endda landmand. Men for den 12-årige nordjyde Jens var valget klart, da det blev hans tur til at svare på erhvervsvejlederens spørgsmål i sjette klasse: Han ville gerne være præst.

Jens er Jens Henrik Jakobsen, som er den nuværende sognepræst i Solvang Kirke. Lidt endnu. Han husker tydeligt episoden, som fandt sted i 1968.

- Jeg blev drillet lidt med det dengang. Men senere endte jeg faktisk i praktik hos den lokale præst. Det var vist ikke så tit, han havde praktikanter, griner Jens Henrik Jakobsen.

Nu, 54 år senere efter et helt liv som præst, er det tid til at tage afsked med den menighed i Solvang Kirke, som har været med til at forme livet for Jens Henrik Jakobsen og hans hustru Ingrid.

Der var nok ellers ikke mange, som havde forudset, at den stille dreng fra gården udenfor Dronninglund i Vendsyssel skulle blive sognepræst i en kirke lige ved Amagers største betonbyggeri tre km. fra Rådhuspladsen.

Han voksede op i et kristent hjem, hvor man gik i kirke hver søndag. Men hjemmet var dog ikke så kristent, at man bad bordbøn og diskuterede Gud og tro under aftensmaden – eller generelt. Alligevel var der noget ved kristendommen, ved troen på Gud, som var væsentlig for Jens Henrik Jakobsen.

Så væsentlig, at han valgte præstegerningen til og ikke rigtigt mindes, at der var andet han ville, inden han valgte at studere teologi på Århus Universitet.

- Jeg var glad for at studere. Men studietiden udfordrer også ens tro. Man bliver konfronteret med tolkninger og teorier. Så der var også kriser, og man tænker på, hvor ens personlige tro er henne. Men den overlevede på en eller anden måde, husker Jens Henrik Jakobsen om perioden på universitetet.

Troen slap dog ikke sit tag i ham, og det stod lysende klart for ham, at han skulle være præst. Det blev han i København med stolte forældre som vidner til sin præstevielse i 1985.

En tur til Amager

Men for 37 år siden kom Jens Henrik Jakobsen til Amager. Han var blevet færdig med sine studier i teologi, var undervejs blevet gift med Ingrid, og sammen ledte de efter et sted at starte deres nye livskapitel. Det gik ikke helt, som Jens Henrik Jakobsen regnede med. De første stillinger han søgte, var primært i Nord- og Vestjylland, men der blev han ikke valgt til trods flere jobsamtaler. Han havde i efteråret 1976 efter gymnasietiden været voluntør i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), og boede derfor en periode i København. Han husker det som overvældende at komme til storbyen første gang.

- Jeg havde som sådan ikke et ønske om at komme på landet frem for i byen, men jeg oplevede det som et lidt større skridt, at skulle søge i København, siger han.

Men så så han, at Solvang Sogn søgte en præst på halv tid i en midlertidig stilling, og det endte så med at være her, Jens Henrik Jakobsen skulle begynde sin præstegerning. Det var et tilfælde, at han søgte stillingen.

- Jeg tænkte, at jeg altid kunne komme tilbage til Jylland, hvis det ikke var noget, der passede mig. Jeg vidste meget lidt om, hvad Solvang Kirke var for et sted. Men jeg tænkte, da jeg tog herfra, at her ville jeg meget gerne være. Og jeg blev meget hurtigt glad for det, husker Jens Henrik Jakobsen.

Det var i sommeren 1985, og han forklarer, at han faldt for den uhøjtidelige stemning og det gode fælleskab. Men går man mon i kirke på en anden måde på Amager end i Vendsyssel?

- Ja, det er på mange måder noget andet. Gudtjenesten er i bund og grund det samme, men det der tiltrak mig, var fællesskabet omkring gudstjenesten med kirkekaffe, og hele kirkebygningen her i Solvang lægger meget op til samtale med de store gangarealer og lokaler ved siden af, hvor man kan samles. Det tiltalte mig, fastslår Jens Henrik Jakobsen.

Fællesskabet betyder alt

Jens Henrik Jakobsen taler egentligt ikke meget om tro, selv om det gennemsyrer alt det, kirken står for. Faktisk taler han mere om fælleskab, og hvad dét betyder for ens tro. Det giver god mening, når man spørger hans kollega Preben Schousboe, som er kordegn i Solvang kirke og har arbejdet sammen med Jens Henrik Jakobsen i fem år.

- Der hvor Jens Henrik Jakobsen glæder sig er, hvor andre trives. Det er i fællesskabet. Han er jo ydmyg, men han er også stolt, og han står fast. Når han har sagt noget, så mener han det, og man kan altid regne med ham, siger kordegnen.

Han nævner også det smukke i, at Jens Henrik Jakobsen og hans hustru har et meget åbent hjem, hvor der er plads til ”dem som de andre ikke vil lege med”, og at Jens Henrik Jakobsen altid tager sig tid til de svære samtaler med alle, der kommer med sjælesorg.

- Torsdag, når der er ’Træffetid’, værdsætter han meget højt. Der kommer folk og fortæller om livets genvordigheder og store og små ting. Forleden efter gudstjenesten var der også to, som ud over kaffesnakken havde brug for den mellemmenneskelige samtale. Han værdsætter samtalen, og det ligger i hans DNA som menneske. Det gælder begge vores præster, siger Preben Schousboe.

Det er da også samtalerne og fællesskaberne, som Jens Henrik Jakobsen fremhæver som noget af det, han er mest stolt af i sin tid i kirken. Selv nævner han blandt andet Onsdagshjørnet, hvor meningen mødes til foredrag og oplæg, besøgene fra de psykisk syge på Sundbygård i deres private hjem fire gange om året, den åbne bibelgruppe en gang om måneden og det generelle fællesskab i menigheden. Kirken har givet ham mange oplevelser, også gennem dåb, konfirmationer og begravelser. Adspurgt om hvad han særligt holder af i det kirkelige, tager han sig en lang tænkepause. Først flere minutter senere, efter samtalen har været drejet ind på hobbyer og fritid, kommer det pludselig til ham:

- Voksendåb – altså et menneske i en moden alder, som vælger at blive døbt. Jeg synes, at det er en stærk oplevelse, siger han.

Under samtalen bliver det flere gange personligt. Vi kommer tæt på. Det er åbenbart en lidt speciel følelse for præsten, som er vant til, at det er ham, der stiller spørgsmålene om det, som går lidt dybere end den gængse samtale.

Under vores snak taler vi også meget om barndommen i Dronninglund. Om ungdommen og gymnasietiden i Nørresundby. Og om den første tid som ung studerende i Århus. Under det hele siger han, at opvæksten var meget almindelig, måske endda lidt kedelig, og at han ikke var den, som skejede særlig meget ud og deltog i festerne. Men han svarer beredvilligt. Nogle gange efter lange tænkepauser. Det er ikke tilfældigt, det der kommer ud af Jens Henrik Jakobsen mund.

- Jeg tænker lidt for meget over tingene nogle gange, griner han.

En tur i parken - som altid

Vi går en tur udenfor kirken for at snuse til foråret. Det er nærliggende at gå igennem Remiseparken. Det er sidste gang, præsten får duften af forår med som ansat i Solvang Kirke. For opbruddet med kirken som fastansat sognepræst betyder også et opbrud med hjemmet, tjenesteboligen, som har været hans, hustruen Ingrids og deres to sønners gennem næsten 40 år.

- Det gør også, at opbruddet kan opleves endnu mere. Det er ikke kun arbejdet, det er også bolig, område og nabolag, siger han, inden han afbryder sig selv, fordi to legende piger i Remiseparken har fanget hans opmærksomhed – den ene har deltaget i kirkens sommeraktiviteter i sommeren 2021 og lover halvhjertet at deltage igen til sommer.

Øjeblikket efter kommer en skoleklasse fra Dyvekeskolen med børn, som er cirka 10 år, forbi. Præsten hilser på Mudhi og Daniel, som begge hilser høfligt tilbage. Det er tydligt, at præsten føler sig tilpas og hjemme i Remiseparkens leben. For Remiseparken har da også været hans faste værested gennem de fire årtier.

De to sønner, Daniel og Philip er begge adopterede fra Columbia. Med de to drenge, der nu begge er i trediverne og syv børnebørn, har der været rig mulighed for at komme både i Bondegården og på legepladsen.

- Når vi går her i området, kommer jeg til at tænke på, at jeg er kommet her i to generationer. Da drengene var små, kom vi tit på byggelegepladsen. Og nu er det sammen med børnebørnene, siger han og fortsætter:

- Vi har utrolig mange gode minder her fra Bondegården og byggelegepladsen. Og fra hele området i det hele taget, det er et rigtig fint sted, Amager.

Men under de mange år har nærområdet ændret sig meget. Da Jens Henrik Jakobsen kom til Solvang Kirke, var der i det lokale center en bank, købmand, posthus, socialkontor, bager og flere andre ting. Dengang, i 1985, hed det Urbancenteret. Nu er pladsen jævnet med jorden.

- Hele området har ændret karakter. Området har da haft et hårdt ry engang, men det er ikke det, jeg forbinder med Urbanplanen. Jeg forbinder det med et godt, lokalt fællesskab, hvor der er mange gode kræfter, som arbejder for, at det skal være et godt sted at bo, siger Jens Henrik Jakobsen og fortsætter:

- Det ry, som Urbanplanen måske har haft fra gammel tid, har jeg svært ved at genkende, fastslår han.

Tiden efter kirken

Under gåturen nærmer vi os også Peder Lykke-centeret, som Jens Henrik Jakobsen også taler varmt om. Han husker de to gange om måneden, hvor der er gudstjeneste, en gruppe frivillige sangere og ”Præstens Hjørne”, som har været et fast indslag med Jens Henrik Jakobsen i Aktivitetscenteret, hvor der er mulighed for at tale om tro på alle niveauer. Det nyder han at være en del af.

- Jeg får stadigvæk glæde ud af at læse bibelen. Jeg kan stadigvæk opdage nye ting, som forleden, da jeg i Samle 139 læste, at ”Herren omslutter dig forfra og bagfra”. Gud kender os helt igennem, og selv om det er en kendt samle, er den blevet ny for mig igen, siger Jens Henrik Jakobsen eftertænksomt.

I Salme 23 står der: ”Han leder mig ad rette stier”. Det er det vers, han synes definerer hans tid i Solvang Kirke. Det er også et vers, som han sammen med sin hustru lader være emnet for et eftermiddagsmøde i Solklubben den 6. maj.

- Vi holder mødet i Solklubben og deler vores tanker på falderebet. Det er et gammelt, kendt vers, som i denne overgangssituation kan være en vis trøst, hvor jeg skal bryde op og starte på noget helt nyt. Men jeg har en grundlæggende tro på, at Gud har styr på det. På det allerdybeste plan har jeg en følelse af, at jeg har været der, hvor Gud vil, jeg skal være, hvis man kan sige det sådan.

I første omgang er næste skridt en lejlighed i Skovlunde. Med tiden måske en bolig for pensionerede tjenestemænd på Frederiksberg. Og så skal der bruges tid med familien. Men der bliver også tid til en masse lange cykelture og en tur i svømmehallen. Der bliver også bedre tid til at besøge moren, som er 98 år og stadig bor i Nordjylland.

- Men jeg tænker da også, at én gang præst, altid præst. Jeg vil da også gerne tage nogle præsteopgaver, selv om jeg bliver pensioneret. Det kan enten være som vikar eller at blive en del af Sct. Nicolai Tjenesten, som er en telefonrådgivning til anonyme.

Farvel i maj

22. maj holder Jens Henrik Jakobsen afskedsgudstjeneste i Solvang kirke. Derefter er det slut. Det bliver en underlig dag, ved han.

- Jeg kommer til at savne fælleskabet og alle de skønne mennesker, jeg har mødt. Jeg har også mødt mange mennesker, som har haft forskellige problemer i deres liv. Den nærhed, den nærkontakt man får med de mennesker, det bliver en del af min livshistorie. Og det tror jeg et eller andet sted, at jeg kommer til at savne. Men jeg vil også tro, at der kommer noget godt, og at jeg får det godt under andre forhold, siger han og forsætter:

- Sidste dag bliver da vemodig. Det at skulle tage afsked med mange ting, som jeg har været glad for. Mennesker, jeg har holdt af. Og så kan jeg godt frygte det til en vis grad. Eller blive lidt skræmt. Når arbejdet er så stor en del af ens identitet, så er det også spændende, når man skal finde en ny identitet. Det tror jeg også, jeg kan. Jeg er ikke opgivende, men alligevel er der en vis frygt forbundet med det. For nu skal jeg skifte til noget helt andet.

Frem mod sidste arbejdsdag er den sidste prædiken også under udarbejdelse. Detaljerne står ikke helt skarpe endnu. Men det gør budskabet, som Jens Henrik Jakobsen leverer med et skævt smil:

- Præsten forgår, men Gud består.