top of page

Frivillige læsevenner hjælper børn med at knække læsekoden


Gennem det nye projekt ”Superkræfter” bidrager frivillige læsevenner til, at børn i børnehaveklasse og 2. klasse får hjælp til sprog og læsning. Nogle børn knækker hurtigt læsekoden, når de starter i skole. De stryger glade afsted mod boghylderne, før lærere og forældre får set sig om. For andre børn går det ikke lige så nemt. De oplever, at det er en stor og svær opgave at få styr på de svære ord og drillende bogstaver. Derfor har de brug for ekstra tid og træning – og ikke mindst hjælp fra tålmodige voksne, der opdager de små fremskridt og kan være med til at fejre succeserne. I en travl skoledag kan det dog blive knapt med den ekstra tid og hjælp. Og måske kan det oven i købet være svært at få hjælp derhjemme, hvis mor og far fx ikke læser dansk eller har svært ved at læse. Derfor skal ”Superkræfter” være et supplement til skolens sprog- og læseundervisning for lokalområdets børn. Projektet begynder for alvor til august, hvor de deltagende børn og frivillige læsevenner for første gang møder hinanden. Herefter ses de ca. en gang om ugen til sjov og hyggelig læsetræning. Udover læsefærdigheder skal projektet styrke børnenes ordforråd og selvtillid - og selvfølgelig give begge parter en ny ven. Vil du være læseven? Har du lyst til at gøre en forskel? Vil du hjælpe børn med at trives og få succes i skolen? Og har du et 1-2 timer til overs om ugen (helst om formiddagen eller om eftermiddagen fra kl. 14)? Så kan du også blive læseven for børn med behov for ekstra hjælp til sprog og læsning. Det kræver ingen bestemte faglige forudsætninger. Gennem projektet får du som frivillig råd og løbende vejledning om sjov, god og enkel læsetræning og sprogudvikling. Du kommer til at være en del af et fællesskab med andre frivillige læsevenner, der mødes jævnligt til sparring og udveksling af gode erfaringer.

Er du interesseret i at høre mere, så kontakt Lise Bertelsen fra Partnerskabet på mail lber@3b.dk , telefon 23674192 eller kom forbi kontoret på Remisevej 25.

FAKTA • Superkræfter er et samarbejde mellem Dyvekeskolen og Partnerskabet • De deltagende børn er mellem 6 og 8 år gamle og går i børnehaveklasse eller 2. klasse på Dyvekeskolen • Læsevennerne er frivillige voksne, der er tilknyttet Partnerskabet, den boligsociale indsats i Urbanplanen

bottom of page